Jeg tror, at man skal være meget påpasselig, for enhver kan miste noget virkelig dyrebart, hvis man ikke kæmper for at holde fast i det. Ikke mindst skal man kæmpe, når man træder ind i det voksne liv, og den hidtidige følelse af at have levet i en verden fyldt med vidunderlige gåder og mystiske lag af lykke næsten kan forsvinde. Jeg tænker på sansen for det hellige, der i en noget afmystificeret verden kan komme til at synes som et fjernt minde om de øjeblikke, hvor man som barn og yngre i højere grad havde det, som var dette at eksistere i sig selv helligt. Siden forsvandt en del af den fornemmelse, dagene blev mere ens, og man oplevede måske oftere at vågne om morgenen med et lidt mærkeligt vemod i kroppen. Ikke over noget bestemt, men som en følelse af mangel på fortsat fascination og ærefrygt ved at være her, og så forstår man måske, at sansen for det hellige kan gå tabt. Og at man selv skal kæmpe for at bevare den.

Disciplen Peter er indstillet på at gøre noget. Det viser sig, da han sammen med Jakob og Johannes oplever det hellige øjeblik på bjerget, hvor de er gået op sammen med Jesus. Pludselig forvandles han for øjnene af dem og lyser som solen, og de to store profeter fra fortiden, Moses og Elias, kommer til syne. Peter reagerer ved at tilbyde at bygge tre hytter til dem, et virkelig pragmatisk påfund, der tyder på, at Peter gerne vil have lidt styr på det, der er helligt. Hvis de tre ophøjede mænd bor her på bjerget, ved han altid, hvor han kan finde dem, men inden det kommer så vidt, overdøves Peter af Faderen, der fra himlen omtaler Jesus som sin elskede søn. Det er et overvældende øjeblik, nærmest frygtindgydende, men da de tre disciple er blevet forsikret om, at der ikke er noget at frygte, er det hellige øjeblik forbi, og de går ned fra bjerget igen. Man kalder begivenheden for ”Forklarelsen på bjerget”, fordi disciplene her mere klart kan se, hvem Jesus er. Ham, der står i forbindelse til de gamle profeter og især til Faderen, og ham, der med sit nærvær bringer mennesket i forbindelse med det hellige.

Jeg tvivler på, at tanker som disse var på spil, da man fra øverste hold besluttede at afskaffe en helligdag. Som de fleste nok har opdaget, er idéen genstand for stor ballade, og mens vi her lader både den danske model og de politiske krumspring hvile, skal vi til gengæld forstå værdien af hellige dage. Jeg er godt klar over, at riget som altid fattes penge, og at kirken også vil bestå uden Store Bededag, Jeg ved også godt, at Store Bededag af mange ses som en fridag, snarere end en helligdag egnet til religiøs besindelse, og en demonstrant foran Christiansborg udtalte da også forleden, at dette udgør et ”angreb på den danske lønmodtager”. Han var tydeligvis en del mindre bekymret for angrebet på den danske kirkegænger, men diskussionen lærer os noget vigtigt. Ikke blot angående visse politikeres mangel på respekt for forholdet mellem stat og kirke, men også angående indsigten i, at vi på sin vis lever i to forskellige virkeligheder. Den verdsligt praktiske og den, der har tråde til det hellige, som vi også kan opleve her på jorden, hvormed vi er på sporet af noget væsentligt. For har vi ikke i denne protestantiske og mere og mere sekulære kultur lært, at det hellige hører himlen til? Og har vi ikke gang på gang fået at vide, at vi ikke skal forsøge at trække det ned på jorden og miste vores realitetssans?

Jo, denne minimalistiske tilgang til kristendommen, hvor man ikke skal bilde sig ind at kunne mærke det religiøse, har kraftigt præget det 20. århundrede, og vi for eksempel møder den hos en teolog fra den tid ved navn Tage Schack, der understreger, hvordan mennesket skal nøjes med at holde sig til Ordet. Han skriver: ”Ordet fra Gud gennem min Næste, det, der taler til det eksisterende Menneske, som derfor ikke har andet med dette Ord at gøre end at lyde og tro det og er saa optaget af dette, at han ikke har Tid til at opleve det…” Det er en klassisk pointe, at det religiøse ikke skal opleves, men blot adlydes, og jeg holder meget af dette nøgterne syn på tingene, hvor man varer sig for de mere overophedede og indbildte religiøse følelser. Men jeg overvejer også, om vi i synet på kristendommen er blevet for nøgterne. Troen på at mennesket først og fremmest skal adlyde kærlighedsbuddet og ikke i øvrigt i sit liv mærke noget helligt kan medføre, at vore sind simpelthen bliver for indskrænkede. En goldhed kan brede sig, hvilket atter slog mig, da jeg forleden genså et afsnit af Lars von Triers tv-serie, Riget. Mange husker sikkert den smådæmoniske speakerstemme, der indleder med at tale om den imponerende videnskab og de bedste hjerner, der skal kortlægge alt, og til sidst spørger: ”Måske var det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige.” Ironisk eller ej, man ved aldrig med de kunstnere, men sagen er, at ordene er mindst lige så relevante i dag som i begyndelsen af 1990`erne, da de kunne høres første gang. Og de kaster et interessant lys på afskaffelsen af Store Bededag.

For uanset hvad den dag bruges til, er det ikke klogt at fjerne endnu en lille bid af en kulturs forbindelse til det hellige. Og slet ikke i en tid, hvor nærmest alle undrer sig over, at det i teorien så lykkelige vestlige menneske ikke rummer mere fortrøstning og tro på livet og fremtiden. Fremfor at rykke endnu et forbindelsesled til kristendommen op med rode skal man forstå, at vi har brug for noget konkret at forbinde det hellige med. Præcis som Peter, der så gerne vil bygge hytter på bjerget for at værne om et helligt sted. Jesus tager dog ikke imod tilbuddet, for kristendommen er kendetegnet ved, at det hellige er, hvor han er. Kultsteder og fysiske helligdomme får mindre betydning, for lyset er i Kristus, ligesom det er i Moses, som vi læser i Det Gamle Testamente, hvor han stiger ned fra bjerget med lovtavlerne. Jesus overtager stafetten fra Moses, de er begge hellige mænd, men nu er Jesus den nye pagt, og dermed er loven og Ordet og helligdommen samlet i én skikkelse. Som 1600-tals filosoffen Pascal skriver: Jesus ”tilhører sin Helligheds Orden,” for han har været ”ydmyg, taalmodig, hellig, hellig for Gud.” Han har været alt det, ingen anden kan være og ér hele den kristne orden. Sandheden er blevet frigjort fra rigid lovtænkning og er med Jesus blevet flyttet ind i samvittigheden, men – og dette er en afgørende pointe – vi er jo stadig søgende og usikre mennesker, og vi har stadig brug for noget konkret. Kirker at opsøge, ritualer at indgå i og hellige dage at ære. Det hellige kan ikke af os trækkes ned på jorden, for verden er et syndigt sted, og vi er syndige væsner, men fordi Jesus kom ned på jorden, har vi fået mulighed for her at ane hans helliges nærvær.

Søren Kierkegaard sætter de smukkeste ord på den mulighed. Mens Peter vil bygge boliger til Jesus og profeterne, ønsker han – Søren Kierkegaard – at det hellige vil tage bolig i ham. I en bøn til Helligånden, Guds kraft i verden, skriver han: ”Kun i et skrøbeligt lerkar bærer vi mennesker det hellige, men du, o, Helligånd (…) o, bliv boende, at det engang måtte ende med, at du fandt velbehag i den bolig, hvilken du selv beredte dig i mit besmittede og tåbelige og svigefulde hjerte.” Længslen efter det hellige er tidløs, og den vender altid tilbage i forskellig form, for eksempel som en ophøjelse af sportsøjeblikke, og forleden foreslog en TV 2-journalist, at håndboldlandsholdets omklædningsrum er helligt. Jeg holder selv begejstret med håndboldlandsholdet, helligt er det dog ikke, men vi forstår, at vores kultur for længe har dyrket den ”konsekvente fornægtelse af det åndelige”, og at det 20. århundredes teologi nok har undervurderet betydningen af at føle, at noget helligt findes. Forstå mig ret. Vi skal være meget taknemmelige for den skarpe eksistentialistiske teologi, der har advaret imod at sammenblande tro og følelsesmæssig selvkredsen – for slet ikke at tale om skinhellighed, vores gennemskuelige forsøg på selvbestaltet frelse. Denne kloge tænkning med tråde til Luther, Kierkegaard, Grundtvig og Dostojevskij har bidraget til, at kristendommen her i landet er blevet en naturlig del af samtalen om menneskeliv og folkelighed. Kristendommen er blevet en del af samfundsdebatten, og gudskelov for det, men vi har undervurderet behovet for også at mærke, at noget er kristent, og derfor troede politikerne, at de med et fingerknips bare kunne slette en helligdag. Det handler om den danske model, siger de, og ja, jeg ved godt, at vi taler om to forskellige ting. Fridag og helligdag, men set herfra er det også en del af en dansk model at længes efter at mærke er noget er ukrænkeligt. At noget er helliget det åndelige.

Derfor skal vi værne om alt, hvad der minder os om det, og ligesom Peter straks på bjerget lægger en plan for at gøre det, bør vi beholde de helligdage, der står som lysende pejlemærker i løbet af året. Helligt er kun, hvad Gud selv har helliget, ja, naturligvis, og Store Bededag er vores egen opfindelse, men helligdagen er en slags forklarelsens dag, hvor man med ekstra styrke kan erindre, at Jesus stadig er her. Og skønt mange måske hellere vil i Ikea eller en tur på loppemarked skal den hellige dag findes for den, der længes nu og for den, der måske en dag vil komme til det. Vi kan ikke på samme måde som disciplene gå op på bjerget sammen med Jesus og se forklarelsens lys med vore egne øjne, men det ændrer ikke ved, at vi også i dag er samtidige med hans ”Helligheds Orden”, som vi på grund af hans nærvær kan mærke i glimt. Jeg kan ikke beskrive, hvad det er, men ved bare, at jeg i glimt kan føle, at også jeg hører til i den hellige virkelighed, i Guds rige, der ikke er af denne verden. I det glimt kan mennesket tro på, at det ikke skal dø og ikke skal leve i frygt, og mens Peter vil bygge hytter, har vi lige siden Jesus var iblandt os bygget kirker, hvor vi i særlig grad kan mærke det hellige. Det bæres af ritualerne, Ordet, musikken, salmerne og bønnen om, at det hellige, lige så længe vi er på jorden, vil berede sig en bolig i vore hjerter.

Jeg tror, at vi nærmer os en ny hellighedens epoke. Vi vil genopdage, at selve det at eksistere er helligt – det, som man muligvis tidligt i livet havde en mere intuitiv fornemmelse af, men som man som voksen skal erobre på ny, så troen for alvor kan blive ét med ens personlighed. Fordi man nu efterhånden har erfaret, at man har brug for den. Troen på at Jesus kom til jorden og viste os barmhjertighedens inderste lys og overvandt døden og opstod til Faderen og gjorde det hellige til en del af menneskenes liv. Det lyder fra himlen i et glimt på bjerget, at Jesus er Faderens elskede søn, ligesom det lyder til os i ethvert helligt øjeblik, at også vi er Faderens elskede børn. Vi skal værne om hver eneste stund og hver eneste hellige dag på jorden, hvor dette lysende øjeblik kan opstå. Amen.