Uanset hvor meget man ransager sin hjerne, er det svært at komme på ét bestemt udtryk for, hvad der som det første blev plantet i ens bevidsthed. Måske husker man nogle klare øjeblikke, lyden af mors stemme, der læser højt for os, grantræer, græsplæne og dette at gå gennem stuen og føle sig mere hjemme dér end noget andet sted på jorden. Ofte vil der være glimt og fornemmelser fra livets indledning, og for eksempel kan man overveje, hvilken bog man husker som den første betydningsfulde i sit liv. For mit vedkommende var det nok De 5 går på med krum hals, Brødrene Løvehjerte eller Britta og Silver på ridelejr. Noget i den stil og i hvert fald noget, der siden har fulgt mig som kun dét kan, der tidligt tog bolig i det indre. Der lægges nogle frø, der bliver ved med at spire, og mens intet måske er absolut uafvendeligt – der ér jo med årene mulighed for at lægge noget bag sig og optage nyt – så er der betydningsfulde frø derinde. For vi placerer noget i hinanden, og derudover er det vores fælles vilkår, at også Gud har placeret noget i os.

Det er derfor, at det er muligt overhovedet at gøre sig tanker om Guds rige. Vi rummer allerede en lille bid af det, og når Jesus taler om netop dét, sker det ofte i lignelser, små fortællinger, der skal bringe os på sporet af sandheden uden, at noget siges direkte. Her i dag taler han om manden, der har tilsået sin jord og erfarer, at kornet af sig selv spirer og gror, nærmest bag om ryggen på ham. Det, der er blevet lagt i jorden, har sit eget liv, og en dag kan man måske opdage, at det har vokset sig stort som et træ, der overgår alle andre planter og bliver så mægtigt, at fuglene kan bygge rede i dets skygge. Det store spørgsmål, som menneskene altid har kredset om, er hvad dette træs rødder består af, hvad der menes med Guds rige, og hvorfra vores vigtigste sjælelige næring stammer. Også vi skal forsøge sat finde ud af det, og som indledning må man prøve at forstå, hvad vi mennesker nedlægger i hinanden. For mens én ting er, at vi bærer gods med os fra vores forældre og allerførste år i verden, modtager vi jo også talrige påvirkninger fra vores omgivelser i øvrigt. Og måden børn påvirkes på siger særdeles meget om tiden, vi lever i.

Jeg har ikke selv børn, men hvis jeg havde, ville nogle bestemte ting bekymre mig. For eksempel ville jeg ikke bryde mig om blot at lade dem færdes frit i det store rå digitale rum, jeg ville heller ikke bifalde at de som noget naturligt blev en del af dansk drukkultur, og jeg ville virkelig forsøge at ruste dem til at modstå den udbredte modløshed, der udspringer af en dommedagsbølge, der får unge til ligefrem at beslutte ikke at ville sætte børn i verden. Og så ville jeg faktisk heller ikke være helt tryg ved at sende mine børn i en skole, hvor omdrejningspunktet mere og mere synes at være forbundet med den fokusering på krop og sex og køn, der for tiden fylder så meget. Og bare rolig. Jeg hylder ikke en specielt snerpet og kropsforskrækket tilgang til livet, selv om nogen nok tror, at en sådan tænkning ligger kristendommen nær. Det gør den ikke i 2022, folkekirken er i dag i store træk lige så frisindet som resten af det danske samfund, og selvfølgelig anerkender jeg betydningen af at lære noget om disse ting. Jeg bryder mig bare ikke om, at man meget tidligt i livet får sin eventyr-barnlige bevidsthed sporet så meget ind på det kropslige og seksuelle, at det muligvis kan komme til at føles for skæbnesvangert afgørende i livet. Det er det ikke i samme grad for alle mennesker, og man kan ane en risiko for, at børn tages til fange i de voksnes – og i denne tids – enorme optagethed af køn og krop, hvormed de måske kan miste en del af deres frihed.

Mennesket kan nemlig nemt blive indespærret i tanker om sin krop. Sådan har det været gennem hele historien, også blandt de første kristne – blandt andre Paulus, hvis brev jeg læste op fra før – der med et yderst asketisk livssyn ventede på gudsrigets komme og mente, at det kropslige helst skulle forsages. Det var nok mindre hensigtsmæssigt, og opgøret med den holdning er for længst taget gennem progressiv kunst, oplysningstænkning og diverse frigørelsesbevægelser, men det ændrer ikke ved, at mennesket altid er bundet til tanken om sin krop. Enten fordi man vil frigøre sig fra den, dyrke den, gemme den væk eller vise den frem, der er mange nuancer, men sikkert er det, at vor tids ideal angående et naturligt forhold til kroppen paradoksalt nok kan føre til næsten krampagtig opmærksomhed på den. Og når selv skolebørn nu har lært at genkende tegn på ”uønsket opmærksomhed”, vidner det ikke blot om fornyet sans for gensidig respekt. Det vidner også om et noget oversensitivt syn på det kropslige, og med hele mediekraften, den løbende forkyndelse fra ”Sex & Samfund” og begrebet krænkelse som tidens flammende overskrift står vi alle og ikke mindst det unge menneske konfronteret med meget stærke kræfter. Så stærke, at det kan være svært at fastholde troen på, at man ikke blot er krop og dermed et seksuelt væsen, men også ånd, og dermed et religiøst væsen. Med andre ord, vi taler for meget om krop og sex og køn og for lidt om alt det andet, mennesket er.
Jeg er ganske på det rene med behovet for bevidsthed om grænser mellem os, Metoo-bevægelsen rummer også en fornuftig kerne, og vi ved jo, at mænd kan begå forbrydelser mod kvinder, der efterlader os komplet rystede og uden ord. Men midt i alt dette skal vi huske også at fastholde alt det andet ved det menneskelige. Det, der af Gud er nedlagt i os som det første frø, dét, der skaber vores sans for at være sat i verden med både krop og sjæl og med muligheden af noget saliggørende at se frem til. Lad mig lige citere den franske filosof, Simone Weil, der har skrevet sådan her om dette at sanse, hvad man længes efter: ”At have rod et sted er måske det sjælens behov, som på én gang er vigtigst og mindst anerkendt. Det er et af de vanskeligste behov at definere. Et menneske er rodfæstet i kraft af sit virkelige, aktive og naturlige medlemskab af en gruppe, der bevarer og videregiver fortidens skatte til sine medlemmer og til en vis grad forudføler fremtiden.” Jeg er meget begejstret for det udtryk. At forudføle fremtiden, for det er dét, vi sammen kan. Vi kan sanse fremtiden som noget uendeligt og meget større end en bestemt tids bevidstløst gentagne formuleringer om at forme sig selv som et optimalt individ, der truer med at spærre os inde i for smalle tankebaner. Vi kan forudføle fremtiden, fordi et frø, en særlig spire til livskraft ved Guds vilje er nedlagt i os, og hvis det gror, kan vi bevare det fortrøstningsfulde udsyn. Det, der rækker Ind i fremtiden på jorden, såvel som ind i fremtiden i det himmelske.

Men hvad er Guds rige? Hvor kommer næringen fra? Man kan komme med tre svar på det spørgsmål. Først: Guds rige er allerede i denne verden, fordi Kristus, Guds egen søn, har været her og talt til os og fuldendt sit virke ved at dø på korset og tre dage efter opstå fra graven. Det talte ord og dén tilgivelsens handling giver os kræfter fra Guds rige nu. Og det andet svar: Guds rige er inden i os som glimt af salighed, fordi vi er skabt i Guds billede og på forhånd bestemt til at høre sammen med ham. Og som det tredje svar, naturligvis – Guds rige findes i evigheden, hvor det vil omslutte os, når vi ikke længere skal være her. Jeg tror på alle tre svar, og jeg har gode kræfter i ryggen, for Martin Luther sammenfatter dem i en udlægning af Fadervor, bønnen, som han elskede så højt, og han beskriver, hvordan enhver må lede efter frøet i sig selv for at kunne tro på den kommende fuldendelse. Luther skriver: ”Læg nøje mærke til dig selv om du er mest tilbøjelig til at gøre det gode eller det onde. Finder du hos dig at du har mest kærlighed til det gode og til at være venlig og god af hjertet mod din næste, og erkender du at du er ringere og uværdigere end alle andre skabninger og er villig til at hjælpe de fattige, så er Guds rige begyndt at få plads i dig. Sådan bliver mennesket stadig mere og mere fyldt af gode gerninger helt til vi dør. Så fuldendes det hele i det næste liv.”
I denne kristendommens vidunderlige virkelighed lever vi i et parløb med Gud, der altså både er her hos os nu og venter på os senere.

Glemmer vi dén virkelighed – blandt andet ved at betone det kropslige meget mere end det åndelige som kilde til menneskets identitet – trækkes vi væk fra fornemmelsen af allerede nu at være berørt af Guds rige, og det er en tragedie. For så kan frøet, der er sået, visne som en plante i vindueskarmen, der mangler enten vand eller lys eller kærlig opmærksomhed, og har I aldrig tænkt over, hvordan man kan blive helt overrumplende bedrøvet ved synet af en sådan plante, der er i færd med at dø? Jeg tror, at det skyldes, at man selv bærer et frø i sit indre, der rummer andet og mere end barndom og De 5 går på med krum hals og alle mulige andre påvirkninger livet igennem. Og at man muligvis aner, at mennesket faktisk – hvis det ikke tager vare på det frø – kan blive enten vemodigt eller uinspireret, temmelig ligeglad med andre eller ligefrem så fordærvet i sin færd i verden, at dets gerninger af og til kan lægge en dyne af forfærdelse hen over en hel befolkning. Hvis man antager, at frøet af Gud er nedlagt i enhver, og det antager jeg, så forstår man også, hvor meget der med årene kan gå tabt, og at det frø ikke blot af sig selv gror og bliver til den store smukke plante. Guds rige i det indre kan blive så negligeret, at mennesket melder sig ud af parløbet med Gud og kun går sin egen vej. Måske endda i sidste ende ondskabens vej.

Men sig mig, står der ikke, at frøet spirer og vokser helt på egen præmis? At jorden af sig selv giver afgrøde? Jo, men det er samtidig min overbevisning, at vi har frihed til at stå i vejen for, at det sker, for syndigheden findes jo – den store stædige egenrådighed, der ophøjer vores forstand som øverste myndighed, og hvis mennesket lever, som om frøet ikke er der, vokser det ikke. Det er jo præcis derfor, at Luther siger: ”Læg nøje mærke til dig selv om du er mest tilbøjelig til at gøre det gode eller det onde”. Frøet ønsker at vokse, men vi kan hæmme det gennem alt dét vi gennem årene placerer i vores børn og i hinanden, gennem knæfald for den selviske og onde gerning og gennem kollektiv glemsel af, at vi ikke blot er krop og dermed seksuelle væsner, men også ånd og dermed religiøse væsner. Frøet ønsker at vokse, og vågn nu op, min sjæl, bryd ud, med lovsangs røst, og pris din Gud, for det er fra ham, vores vigtigste sjælelige næring stammer. Guds rige findes. Vi rummer allerede en bid af det, vi er omgivet af det, og vi kan se frem til det. For Gud har ved skabelsen lagt frøet i os, Sønnen har her i verden talt til os og vist os kraften i den guddommelige barmhjertighed, der baner vej ind i det, der skal fuldendes. Vi kan allerede nu forudføle det. Vi kan allerede nu forudføle Guds rige, og vi må ikke give slip. Amen.