Når man har kendt hinanden hele livet, kan der komme en dag, hvor man nærmest intuitivt forstår, at man bevæger sig i hver sin retning. Det betyder ikke nødvendigvis, at man mister hinanden, man lever bare meget forskellige liv. Det kan have at gøre med opvækst, interesser og mulighed for med selvdisciplin at gøre noget fuldt ud. Mens nogen når langt indenfor et bestemt fag eller med et større livsprojekt, erkender andre, at beslutningerne kom og gik, uden at de rigtigt førte til noget. Og på et tidspunkt står det klart, at det er endegyldigt for sent at få den store karriere, man måske engang forestillede sig. Der er ikke længere tid nok tilbage til at blive fodboldstjerne eller statsminister, og spørgsmålet er, hvad den erkendelse gør ved én. Og hvordan vi opfatter de bedrifter både vi selv og andre nåede at udføre i livet.

At nogen kommer tidligere i gang end andre med det konkrete arbejde står klart i fortællingen i dag om arbejderne i vingården. De knokler ikke lige længe, og det skaber som regel forargelse, at de alligevel får det samme i løn. Det strider mod vores vante idé om retfærdighed og dette at blive belønnet efter indsats, hvilket også er et fornuftigt princip, når et samfund skal fungere. Men vingårdsejeren tænker anderledes. Hans ærinde er ikke blot at få arbejdet udført, men at demonstrere, at han betaler sine ansatte, hvad hjertet byder ham at betale. Han styres ikke af, hvor meget, de har udrettet, men insisterer på at give alle, præcis hvad han har lovet. Og når de mest flittige brokker sig over ikke at få mere end de mindre flittige lyder budskabet til én af de vrede, at han synes at ligge under for smålig sammenligning. Og virkelig har brug for at forstå, at i forhold til Gud er vores normer sat ud af kraft.

Jeg er et pænt stykke ad vejen tilhænger af at vurdere et menneske i lyset af, hvad det præsterer. Jeg kan godt lide, at man bestræber sig på at blive dygtig og gøre nytte, og det giver jo sig selv, at det gavner fællesskabet, at man bidrager til det, hvis man kan. Men samtidig skal der sondres mellem de målbare præstationer og vores øvrige nærvær i verden. Man kan nemlig arbejde så meget og så stenhårdt disciplineret, at man reelt ikke har energi til at være opmærksomt til stede blandt andre. Man kan på lidt egoistisk vis trække sig ind i sig selv for blot at lykkes med sine ting, og derfor kan man af og til, når man er vidne til andres præstationer savne noget. En skuespiller har i et interview udtalt disse ord om én af vores store cykelryttere: ”Hans sejre virker kedelige på mig (…) og jeg håber ikke, at han ender som (her nævner han en anden dansk sportsstjerne, som jeg vil undlade at afsløre navnet på) (Han var) enormt generøs som spiller, men alt for nærig med sin egen tilstedeværelse over for dem, der gerne vil høre på ham uden for banen.” Mens én ting er at udføre imponerende bedrifter og måske endda yde det sublime, er noget andet med hele sit væsen at bidrage til den inderste essens i vores fællesskab. At være fuldgyldigt til stede også udenfor banen.

Vi har gennem den nyere historisk periode med teknokratisk og økonomisk velfærds-fikseret tænkning mistet en del af sansen for, at et fællesskab grunder i en helt særlig form for

samhørighed. Denne står og falder med en basal følelse af tryghed på stedet, hvor man bor, hvilket nok udgør en stor del af forklaringen på, at der nu på ny værnes så meget om landegrænser i denne verden. Samhørigheden skal beskyttes. Den canadiske historiker Michael Ignatieff kommenterede forleden de voldsomme uroligheder i verden og understregede, at vi længe i vestlig liberal tankegang har undervurderet netop betydningen af at føle sig bundet til en bestemt kulturel samhørighed. Ignatieff har tidligere sagt: ”Drømmen om det grænseløse verdenssamfund har været en blindgyde, en illusion for en lille gruppe, som lever et grænseløst liv. For sagen er, at langt, langt de fleste mennesker ikke lever et grænseløst liv.” Nej, langt de fleste lever et afgrænset liv i afhængighed af de nærmeste, og i denne tid, hvor gamle allierede lande skændes, og talen om krig og militær oprustning fylder uvirkeligt meget, aner vi, at tryghed ikke er en given ting. Alt kan ske i denne verden, vi har nok for længe glemt at tage højde for det, og vi skal helt ned i det daglige være med til at give tryghed til hinanden. Dermed får også begrebet præstation en anden betydning, for mens det er vigtigt at arbejde og udrette noget, må det ikke overskygge dette at være gavmildt til stede – også udenfor banen. Som skuespilleren fra før sagde.

Jeg tror, at vi langt hen ad vejen skal genopdage kernen i vores tilstand af samhørighed, og vi er mange ting på dette sted. Vi er dem, der har forladt stadiet, hvor kønnene adskilles, og kvinder går tildækkede. Vi er dem, der nok begynder at indse dialogkaffens begrænsning, vi er dem, der elsker – eller bør elske – det danske sprog, og vi er dem, der sætter en ære i at arbejde pligtskyldigt – også dét, ja, og det er vigtigt gerne at ville bidrage. Men aldrig må vi glemme, at vores dybeste ligeværdige vilkår er, at vi er dem, der fra skabelsens side er og får så meget. Vi er fælles om at leve med kristendommen og i kraft af Jesu komme til verden få den guddommelige tilgivelse, og når de krænkede vingårdsarbejdere klager over uretfærdighed angående løn og anseelse, genkender mange nok den præstations-tænkning, der så nemt sløver evnen til at abstrahere fra den evige kredsen om alt det fantastiske, man synes, at man gør. Der er stor forfængelighed på spil, og når Herren vil have alle med ind i vingården, skyldes det ikke, at de skal præstere sig til fortjeneste. Han vil bare ikke have, at de står glemte og ledige på torvet, for de betyder noget for ham, og vores egentlige samhørighed består af, at vi i forhold til Guds retfærdighed alle betyder det samme. Uanset indsats. Og nej, dette skal ikke forstås om et fripas til dovne Robert og andre magelige sjæle, for pligten til at bidrage er som sagt et uomgængeligt verdsligt vilkår. Men Jesus bringer den himmelske visdom om det himmelske vilkår, der lærer os, at vi skal modarbejde den onde sammenligning, der uophørligt søger bekræftelse på, at jeg er den, der lykkes mest. Åh, man kan blive så stolt og selvretfærdig ved tanken om sine egne bedrifter, og i længden kan øjet blive ondt af at tænke sådan. Man kan blive afhængig af at være den, der altid gør meget.

Da jeg forleden sad sammen med de to, der har kendt mig længst og bedst, stod det klart, at kærlighed og samhørighed kan være ét og det samme. Det burde jeg nok have vidst, men det kan godt glemmes i et hektisk arbejdsliv, og det var, som om der midt i mit køkken, hvor vi sad, var fri passage til tryghedens kerne, som jeg husker fra min barndom. Dengang hørte vi tre også sammen, siden har vi bevæget os i forskellige retninger, men uden at miste hinanden, og den højproduktive del af mig føltes pludselig så fjern. Sammen med mine barndomsvenner

mærkede jeg, hvor meget jeg er noget andet end det, jeg udretter, og dette er samhørighedens nådefulde tilstand. Den findes mellem venner og også mellem os, der lever her sammen og står i forhold til den Gud, der – som det åbenbares med vingårdsejeren – giver alle præcis det samme. Nok følger vi forskellige veje, men vi skal ikke miste hinanden, og nok tænker vi forskelligt om kristendom og tro, men tanken om Guds godhed er ikke noget menneske fremmed. Selv efter årtiers individuel og mere eller mindre selvhævdende præstationstænkning kan vi stadig dybt nede fornemme, at vi alle har brug for tilgivelse, og en stor del af vores fælles identitet udspringer af at forstå hvorfor. At vi nemlig også er fælles om at bære på syndighed, hvilket man for eksempel forstår, når ens trang til at præstere bliver så stærk og kommanderende og måske endda i sidste ende så selvisk, at man glemmer at være tålmodigt og gavmildt til stede. At bidrage til samhørigheden udenfor banen.

Teologen Karl Barth skriver sådan her om Guds nåde: ”Altsaa, omend min Samvittighed allerede anklager mig for, at jeg svarligt har syndet mod alle Guds Bud (…) saa skænker og tilregner Gud mig dog uden al min Fortjeneste og af lutter Naade Kristi fuldkomne Fyldestgørelse, Retfærdighed og Hellighed, som om, jeg aldrig havde begaaet eller haft nogen Synd…” Gud overskygger alt negativt i os med sin hellighed. Det vil han gøre i Himmeriget, i vingården, men et stykke ad vejen gør han det allerede her på jorden, for sådan kan vi fornemme øjeblikket, hvor kærlighed og samhørighed er ét og det samme. Der er vi adskilt fra vores præstationer og forfængelighed, dér er vi lige i Guds Ånd, og mister vi sans for dette, vil tryghed gå tabt. Den tryghed, som vi også har så hårdt brug for nu i denne urolige tid, hvor vi kan have ekstra brug for at tro på, at vi skal for evigt samme vej. Som Paulus siger i sin beskrivelse af sportsmanden – han vinder en sejrskrans, der visner, mens vi i forholdet til Gud – udenfor banen – vinder en sejrskrans, der aldrig visner. Himmeriget er som en vingård, og vingårdsejeren vil give alle en plads i den, så ingen skal stå alene tilbage på torvet. Men man skal selv sige ja til at gå i retning af vingården, man skal selv gå hen i kirken og lade sig tiltale, og man skal selv gøre sig tanker om Gud og sin egen syndighed. Så man kan komme til at leve i tillid til, at nåden venter i det evige liv, og at troen på dette i ens indre kan skabe styrke og tryghed allerede nu.

For vi lever ikke grænseløse liv, men konkrete afgrænsede liv med bekymringer, forfængelighed, glæder og samhørighed. Og også med forvisning om, at det ikke er for sent, skønt man af og til bliver usikker på, om man får udrettet nok. For den gavmilde tilstedeværelse er hver dag en gerning i sig selv, og den kan man altid præstere. I dag og igen i morgen. Den kan ikke måles, men den kan mærkes, og den er en lille afglans af Jesu gerning for os. Hans død og opstandelse og overvindelse af alt det onde, der kan bo i et menneskes øje. Dog skal end ikke han, Jesus, først og fremmest anerkendes og tros for det, han gjorde, men for det han er. Guds egen søn – født til at åbenbare, at nåden venter på os alle, og kommet til jorden for at give os præcis, hvad Faderen har lovet. Og som i øjeblikke kan anes allerede nu. Gennem samhørighed, kærlighed og troen på Guds evighed. I sidste ende er det ét og det samme. Amen.