Når jeg tænker tilbage på mit liv, er jeg ikke helt sikker på, at det nogensinde er sket. Jeg tænker på den situation, hvor et andet menneske tilsyneladende med overlæg har forsøgt at gøre mig ondt, hvorefter jeg tilgav vedkommende for det. Det er nemlig svært at bedømme både andres motiver og sin egen tilgivende evne, og mens det jo nok var med et vist overlæg, at Michael ved sandkassen på Østervangsskolen kastede sig over mig for at bevise, at han var alfahannen, og jeg blot én af pigerne, der ikke skulle komme for godt i gang, kan det i den større sammenhæng være vanskeligt at gennemskue, om man til fulde har prøvet at tilgive nogen. Og ikke mindst hvor meget man trænger til tilgivelsen selv. Men sikkert er det, at det er så uhyre vigtigt at forsøge at forstå selve tilgivelsens betydning.

Jesus er i teksten i dag omgivet af mennesker, der virkelig får noget at tænke over. Først helbreder han en spedalsk, der bagefter beordres til ikke at skilte med sin nye renhed, men blot i stilhed bringe en offergave, som Moseloven foreskriver. Senere opsøges han af en officer, der er vant til at kommandere med folk, men som angående sin syge tjener derhjemme må sande, at hans ord ikke rækker. Samtidig er denne officer for ydmyg til at tillade Jesus at træde ind i sit hjem, så i stedet helbreder Jesus på stedet tjeneren ved blot at sige: ”Gå, det skal ske dig, som du troede.” Og officeren kommer ikke blot hjem til en rask tjener, men også med oplevelsen af, at mens hans menneskelige ord ikke rakte til at give en anden liv igen, rakte det guddommelige ord hele vejen. Muligvis forstår han også, at en byrde er blevet taget fra ham, at han er blevet tilgivet – givet livet tilbage. Ikke fordi han netop her har gjort noget håndgribeligt forkert, men fordi han grundlæggende har brug for tilgivelse alligevel og trods sine mangler få bekræftet hvor meget han er værd.

Nok kan en officer have myndighed til at kommandere med sine soldater, men overfor Jesus er han blot endnu et menneske med brug for at blive bønhørt. Og nok kan et menneske blive genvalgt som amerikansk præsident, men det gør det ikke mindre tankevækkende at høre ham hævde, at han her for ganske nylig blev frelst fra døden af Gud. Ja, faktisk oprejst som den udvalgte, der skal føre sit land ind i en formidabel fremtid. Der var ved indsættelsen af denne mand en aura af vækkelse og profeti om et nyt stort rige med et enestående folk. Man anede med andre ord en sammenblanding af religion og politik, der er relativt sjælden i en kristen kultur, og som ligger fjernt fra tankegangen her hos os. For det blev jo antydet, at Gud som en del af den store frelserplan holder hånden over sine udvalgte, der vel så må ses som i særlig grad beriget med den store tilgivelsens nådekraft. Som ét af Guds for tiden foretrukne mennesker. Muligvis har den nye præsident ikke helt tænkt de finere teologiske nuancer igennem, men uanset hvad mindes vi gennem hans optræden om, at et menneske kan nå til punktet, hvor det føler sig så ophøjet og udvalgt, at det næppe kan undgå at præge

personligheden. Måske ligefrem på en måde, hvor man begynder at agere i forvisning om ikke for alvor at kunne tage fejl.

For bedre at forstå dette skal vi huske, hvordan vi i den kristne kultur er opdraget til at opfatte tilgivelsen som det store ideal. Det er den også, men der er sket et skred, og tilgivelsen er på uheldig vis rykket ind i os selv. Den amerikanske terapeut Amanda Ann Gregory beskrev det forleden i et avisinterview, hvor hun sagde: ”I virkeligheden lægger vi for meget pres på tilgivelsen”. Hun mener, at tilgivelsen mere og mere opfattes som en ”nødvendighed”, vi selv skal formå for at komme videre i livet, og hun har en pointe med sin advarsel. Mennesket må ikke se det som en betingelse selv at kunne tilgive, hvis man er blevet gjort fortræd – for eksempel af ens forældre, der muligvis mere eller mindre bevidst har svigtet én. For så kan tilgivelsen blive til endnu en præstation i forsøget på at forme sit eget liv – den kan blive trivialiseret ind i almindelig psykologisk tænkning som endnu et lag i menneskets følelsesliv, hvormed vi kan miste sans for, at dette at bede om tilgivelse fremfor selv at skulle præstere den er helt vitalt for vores selvopfattelse. Mister vi sansen for at bede om tilgivelse, kan der ske to ting. Den ene mulighed er, at man udmattes af det moderne krav om, at man selv skal kunne tilgive for at blive et harmonisk menneske, hvilket simpelthen ikke er rigtigt. Man kan godt klare sig med mindre – en stille indre forsoning med det, man ikke kan ændre. Den anden mulighed er, at man kan komme til at se sig selv som nærmest urørlig, idet man føler sig så sikker på at være udvalgt og tilgivet, at man kender retfærdigheden ud og ind.

Henrik Pontoppidan beskriver dette selvophøjede menneske i romanen Det forjættede land, hvor præsten Emanuel – lidt ligesom præsidenten – tror, at Gud i særlig grad beskytter netop ham. Emanuel føler sig som en betroet Messias-skikkelse, og da hans søn bliver alvorligt syg, mener han ikke, at der er brug for læge, fordi Gud selvfølgelig vil gribe ind. Men Gud er tavs, sønnen dør, og det beskrives, hvordan Emanuel nu står overfor dette ”gravsorte mørke (…) som et menneske, for hvem det svimler ved synet af en afgrund, der har åbnet sig for dets fod, slog han hænderne for sit ansigt og udstødte halvhøjt og som i vildelse: ”Gud!… Min Gud! … Hvor er du?” Gud kan synes langt væk, hvis man tager sin frelse for givet, og officeren, som vi møder i teksten i dag, ved det. Han føler sig for ringe til at lade Jesus gå ind i sit hus, for han har lige erfaret, hvor lidt hans kommanderende ord formår sammenlignet med Jesu ord. For inden i os virker så meget andet end evne til gennem tilgivelse at give hinanden livet tilbage. Inden i os virker syndigheden, alt det opsparede fra barndommen og de mange øjeblikke af skuffelse og mismod, der kan lægge sig som en kerne af bitterhed og længsel efter oprejsning. Forleden førte jeg en samtale med én af vores – i mine øjne mest begavede – komikere, der fortalte om en opvækst med yderst ustabile forældre og stor ensomhed. Og som voksen forestillede han sig, at når de var døde, skulle han rigtig skrive og tale i offentligheden om hvor meget han var blevet svigtet. Som det jo er så udbredt at gøre i vor tid.

Men da dagen oprandt, hvor begge forældre var døde, blev han overmandet af en uventet følelse af mildhed, som om hævntørsten af sig selv var blevet erstattet af tilgivelse. Det var ikke ham, der præsterede den, den opstod bare, og jeg har selv erfaret noget lignende, da et bestemt menneske ikke var i mit liv mere. Det er, som om man berøres af det, der egentlig burde være mig, men som jeg ikke selv kan udleve, fordi mange års selvhævdelse har

overdøvet det. Jeg stoler ikke på min egen mildhed, men når det milde ved en anden instans bryder ind i sindet, føles det som i et øjeblik at få livet givet én gang til. Og man forstår, at tilgivelsen findes uafhængigt af vores egen præstation. Dette er helt centralt i kristendommen, det ligger dybt i vores kultur, og erkendelsen må ikke mistes. Naturligvis skal man forsøge at tilgive og udvise barmhjertighed – det er selve næstekærlighedsbuddets essens – men vore sjæle skal finde hvile i, at vi kan bede Guds søn fuldende alt det for os, som vi ikke kan fuldende selv. Derfor viede reformatoren Martin Luther sit liv til at bekæmpe dem, der mener, at et menneske kan føle sig så rent og ophøjet, at det gradvist kan komme til at se sig selv som én, der er på særlig bølgelængde med almagten. Som én, der er i ekstraordinær grad benådet, måske endda frelst fra døden og klar til at udføre en bestemt mission blåstemplet af den største tænkelige myndighed. I stedet vil Luther have os til at tro, at nåden, som han siger: ”er en vedvarende og uophørlig bevægelse eller virkning, som Helligånden frembringer og udvirker…”

Tilgivelsen er altså ikke noget, man én gang for alle ejer, men noget man om og om igen må bede om at få. Tilgivelsen er en levende vedvarende og uophørlig samtale, og mister man sansen for denne ydmyge modtagende position i livet risikerer man at fare vild. Enten i det umulige krav om selv at skulle kunne formå den store tilgivelse, eller som den selvretfærdige, der ser sig som udvalgt til at kende Guds plan. Både præsidenten og officeren er vant til at udstede ordrer, men sidstnævnte ved, hvor meget han selv hver dag har brug for tilgivelse, og da han endnu engang har fået livet én gang til, idet hans tjener er blevet rask, mener han stadig ikke, at han har fortjent det. Dette er kernen i det menneskesyn, vi ikke må miste. Dette er den sande syndsbevidsthed, der hindrer et menneske i at beruses af magt og vælde og – som Paulus skriver i Romerbrevet – ”tage retten i egen hånd”. For kløften er afgrundsdyb mellem ens eget og Jesu kommanderende ord, og når et menneske føler sig udstyret med en politisk opgave dikteret af Gud, er det muligvis svært samtidig at være den, der beder om tilgivelse, hvis det hele skulle ende i ragnarok. For så er samtalen med Gud blevet forstyrret, eller den er blevet helt brudt – den samtale, der er vores inderste livline. Og så taler man i stedet med sig selv og må måske som den fortabte Emanuel fra Det forjættede land til sidst ud i det gravsorte mørke udbryde: Min Gud! … Hvor er du?

Men er det da ikke rigtigt, at tilgivelsen i kristendommen er givet én gang for alle? Siges det ikke netop i salmen ”Hil dig, frelser og forsoner”, som vi skal synge om lidt, at Jesus har opgivet alt for at holde os i live? Jo, sådan er det, men mens vi er på jorden, er vi både de tilgivede og de syndige. Vi kan tro på Jesu absolutte tilgivelse, vi kan tro på syndsforladelsen, men vi kan ikke til fulde leve i den, for vores faldne natur og de mange års selvhævdelse står i vejen. Det er derfor, at jeg ikke med sikkerhed ved, om jeg nogensinde har tilgivet nogen fuldt ud. Jeg stoler ikke på mildheden i mig selv, men jeg tror på, at jeg vil komme til det. At vi vil komme til det. Jeg tror på, at mens vi her på jorden skal bede om tilgivelsen og leve på løftet om den og i glimt overmandes af den, når vi mindst venter det, behøver vi ikke i evigheden at bede om den længere. For her er Jesu tilgivende ord alt, hvad der findes, og det skal – som han siger til officeren – gå os som vi troede. Vi skal tro, at vi bliver tilgivet, vi skal bede om det, og så vil det i Guds rige ske. Amen.