Forleden hørte jeg igen én sige det. At udviklingen i vores historie helt overordnet er positiv, og at det for hver dag bliver mindre og mindre strabadserende at være et menneske. Tanken er ofte grundet i taknemmelighed for medicin, velfærd, demokrati og andet godt, men i høj grad også i troen på, at kærlighed og velvilje udgør en så stor kraft i os, at vi i det store hele følger den rette vej. En slags kærlighedens vej, kunne man kalde det. Jeg tror dog ikke, at det er helt så enkelt, hvilket ikke blot skyldes tilstedeværelsen af krige, brutalitet og en generel erfaring af strenge tider. Det skyldes især min mistanke om, at vi på vores færd gennem epokerne kan udvikle nogle store misforståelser, og en sådan tror jeg, at vi i nogen tid har befundet os i. Vi har opbygget en skæv idé om selve menneskets natur – en vedtagelse af, at vi i vid udstrækning kan stole på hinandens gode vilje til at elske og holde det negative i skak. Min fornemmelse er dog, at vi nærmer os punktet, hvor vi må erkende, at en del af den forestilling ikke holder. Vi skal i gang med at erkende en større sandhed om mennesket.

Jeg håber virkelig, at vi kommer til det, for det er nemlig en forudsætning for i alvor at kunne forholde sig til de skelsættende ord, som Jesus siger i evangeliet. Også i dag, hvor han fortæller os, at han er vejen og sandheden og livet. At Faderen er udgangspunktet for alt, og at vi skal gå den samme vej, som han går. Han fortæller os her, at frelsen eksklusivt går gennem ham, og reaktionen fra de to disciple, Thomas og Filip, afslører, hvor svært det er at begribe det. Og ja, selvfølgelig er det svært at rumme disse ufattelige dimensioner angående livet både her og i evigheden, og det er godt, at disciplene stiller de centrale spørgsmål på vores vegne. Herre, hvordan kan vi vide, hvilken vej, vi skal gå? Og Herre, kan du ikke vise os noget mere, så vi virkelig kan tro på det, du siger? Jesus svarer med ordene om, at siden vi har så svært ved at tro på trods af alt det, han har sagt, så må vi i det mindste forsøge at tro på grund af gerningerne. Og ikke blot, kunne man tilføje, de gerninger, Jesus har gjort ved at helbrede og være en del af menneskers hverdag. Nej, gerningerne i verden forstået i endnu videre forstand.

I meget videre forstand. Nogen af jer har måske set den danske film Speak no evil, der er en psykologisk gyser af høj klasse. Den handler om den lille familie, Bjørn og Louise og datteren Agnes, der efter på en ferie at være blevet venner med en hollandsk familie, inviteres på weekend i Holland. Gradvist opdager de, at hollænderne, der bor i et trist hus ude i skoven, er grove, vulgære og ufølsomme. De respekterer stort set ingen konventioner, kører bil i fuldskab, presser den vegetariske Louise til at spise vildsvinekød, opdrager deres søn med hårdhændet kulde og lyver uhæmmet. På et tidspunkt opdager de to danskere, at deres vært slet ikke er læge, som han ellers har sagt, og ganske upåvirket meddeler han dem, at det bare var en løgn. Bjørn og Louise er havnet i kløerne på onde mennesker, for er man først, nærmest for sin fornøjelses skyld, trådt i løgnens tjeneste, er der ingen vej tilbage, og de to danskere burde her have skyndt sig væk. Men de bliver og kigger blot forbløffet på løgneren. De er for pæne og passive og ender med at betale den højeste pris for at være flyttet ind i ondskabens hus, hvor gerningerne taler for sig selv. De tog dem bare ikke alvorligt, og hvorfor gjorde de ikke det? Fordi de er opdraget til ikke rigtig at tro på, at onde gerninger overhovedet eksisterer.

Speak no evil beskriver på eminent vis vor tids vildfarelse – den drøm, der grunder i længsel efter at tro på, at vi bevæger os på mere og mere afstand af det negative og kan lægge mange moralske bekymringer definitivt bag os. Idet det antages, at vi vel alle er stort set enige om, hvad det gode og sande er. Tænkningen indeholdes i det vestlige menneskes opfattelse af at være del af en ubrudt civiliseret bevægelse fremad, der gør os i stand til hele tiden at hæve os lidt mere op over fortidens problemstillinger. Dog bliver modsigelse ved med at vende tilbage. Tag eksemplet med fri abort, der fortsat udgør et dilemma i vores kultur, skønt nogen troede, at vi nok snart ville have diskuteret det til ende. Men om og om igen viser det sig – som for eksempel nu i USA – at de største spørgsmål ikke kan afskaffes, hvorpå der opstår en vis undren over, at vi virkelig ikke er mere enige om, hvad der skal gælde på den oplyste og moderne vej. Teolog K. Olesen Larsen kritiserede i 1933 denne tro på at være slået ind på en indlysende rigtig kurs i enighed om, hvad sandhed er. Og han skrev: ”De absolutte Sandheder er kun Abstraktioner. Vi kender kun det naturlige Menneske og skal ikke anstrenge os for at ”gaa bag ved det” og finde ”det egentlige Menneske”, – bagved er kun Tankefostre. Trangen til de absolutte Sandheder, absolut Vished, absolut Fred er et Sygdomstegn.”

Hvad er det naturlige menneske, K. Olesen Larsen taler om? Det er ikke – som mange nok i dag vil antage – dét, der blot følger den berømte mavefornemmelse og spontant er sit eget charmerende jeg. Nej, det forholder sig nærmest modsat. Det naturlige menneske er i kristen forstand det, der langt fra altid styres af det charmerende, idet det rummer så meget andet, og hvad enten vi erfarer de mørkere kræfter på arbejdspladser, navnkundige kostskoler, i en hollandsk skov eller andre steder, hvor mennesker lever tæt sammen, kommer vi så nemt til at narre os selv, når vi tror, at vi kan identificere ”det egentlige menneske”. Altså, en entydig sandhed om hvem vi er. Det er netop dén illusion, der gør, at Bjørn og Louise ikke opdager, at de står konfronteret med ondskab. De tror, som tiden jo dikterer, at den naturlige menneskelige tilstand er båret af godhed, de tror, at de selv blot bringer endnu mere godhed med sig, og at det egentlige menneske altså er det gode menneske. Eller det hele menneske, for nu at bruge en anden populær floskel. Men sagen er, at vi hverken er egentlige eller hele, vi er dunkle og splittede, og da Bjørn og Louise for sent indser realiteterne, overrumples de så voldsomt, at de ikke ved, hvilken vej, de skal gå. Så de står blot stille og må nøjes med til sidst i den dybeste nød at stille det store spørgsmål. Hvorfor? Hvorfor fandt vi ikke den vej, vi skulle gå?

Også Thomas og Filip frygter ikke at kunne finde vejen, da de skal sige farvel til Jesus. For hvordan finder vi vejen, når vi ikke længere kan se ham og følge ham? Dette er det basale kristne spørgsmål. Vi kan ikke se Sønnen, ej heller Faderen, der har sendt ham, så hvad skal vi lade os lede af for bedst muligt at kunne udfylde en plads i verden? Mange vil nok sige, at man skal følge sit hjerte, for vi har som sagt lært at tage for givet, at det i de fleste tilfælde er fyldt med kærlighed, og adlyder man blot impulsivt sit hjerte, kan man ikke for alvor fare vild. I fornemmer nok, at jeg ikke er helt enig, og lad os se lidt nærmere på det ved hjælp en stor tænker. Den tyske filosof, Martin Heidegger, formulerede noget både smukt og tankevækkende, da han i 1920`erne blev dybt forelsket i den helt unge Hannah Arendt, der ikke blot var hans elev, men også, skulle det vise sig, hans filosofiske ligemand. Heidegger skrev dette i et brev til hende om deres kærlighed: ”En menneskelig skæbne overgiver sig til en anden menneskelig skæbne, og kærlighedens pligt er at bevare denne overgivelse lige så levende, som den var den første dag”

At bevare kærligheden lige så levende som den var den første dag. Det er en fornem intention og er det ikke dét, man ser for sig, når man lover at elske altid? Jo, og kærligheden til en anden kan virkelig føles som en vej, man kan følge, en vej omgivet af grønt løv og bløde bakker og med udsigt til en horisont, der dog kan synes både løfterig og uforudsigelig. Fordi stilladset består af følelser, og når Heidegger taler om at overgive sig til en andens skæbne, er jeg nødt til at sætte foden ned. Måske har I regnet ud hvorfor. For nu nærmer vi os præcis den misforståelse, der kendetegner vores tid – troen på at menneskets evne til at elske er så stor, at vi blot trygt kan overgive os til hinanden. Dette idealiserede menneskesyn og denne moderne drøm om romantisk lykke modsiger Jesus ved at meddele, at vi ikke skal overgive os til hinanden og være hinandens vej. Vi skal overgive os til ham, fordi det er ham, der er vejen. Midt i den mere banale kærlighedsdyrkelse glemmer vi nemt, at mennesket jo også kan lyve og skuffes, hade og svigte, og at vores evne til at elske – så smuk, den end er – stadig er lille og skrøbelig i forhold til Guds. Jeg nedgør ikke kærligheden mellem os, men siger blot, at intet menneske bør overgive sig til et andet – sagt med Søren Kierkegaards ord – intet menneske bør miste sin værdighed over for andre end Gud. Jeg siger blot, at det først og fremmest er gennem troen på Guds kærlighed, at vi kan stå i værdige forhold til hinanden.

Men spørgsmålet står tilbage. Hvordan kan vi vide, hvilken vej, vi skal gå? Jeg vil svare på to måder. For det første. Lad os prøve at tro på og mærke retningen grund af selve gerningerne. Både de gode, som Jesus gør og de onde, som vi gør, når vi tjener løgnen. Vi kender forskellen – mest af alt fordi Jesus kom til verden, så vi kan se os selv i lyset af ham. Ingen elsker højere og stærkere end han, og han har gjort en plads rede for os, for end ikke døden kan i mødet med hans evne til at elske stille noget som helst op. Og for det andet. Vi kan ikke vide, hvilken vej, vi skal gå, for kristendom har aldrig at gøre med vished, men vi kan ære kærlighedens øverste herredømme, og længes man efter at tro på, at Sønnen elskede os og døde for os og opstod for os, er man på vej. Et skridt ad gangen på vejen mod sandheden og det evige liv. På den vej som vi kun kan kende i kraft af Jesu kærlighed til os. Amen.